Den Dødelige Mandeinfluenza

Snot, snot og snot...det kan ikke siges på andre måder.

Samtlige slimhinder i min krop har besluttet sig for at køre på for fuld tryk. Det er umuligt at følge med. Hvis ikke jeg sidder med papir i næsen (som Albert på fem plejer at gøre, når han skal have lidt sjov ud af, at være på restaurant med mor og far)...så hoster, harker og raller jeg, så selv darth vadar ville blive misundelig. Det i sig selv er ikke noget nyt for mig. Det er bare r.. surt!

Næh...det forunderlige i hele denne situation er, at det selvfølgelig er lykkedes mig, at smitte min søde kæreste, der ellers er immun for stort set alle mine bakterier...men når han endelig må bukke under for sygdommen, så er det fordi han har fået den farlige og universelle udgave af Dødelig Mandeinfluenza!

Den ligner til forveksling enhver anden forkølelse. Symptomerne er præcis de samme som kvinder og børn får, men undervurder ikke alvoren i denne virus.
Når manden rammes af DM, er der kun kort igen...testamentet revideres og tårevædede farvelscener kan tage sin begyndelse...kun kvindens udelte opmærksomhed, forståelse og medlidenhed kan helbrede den døende mand, og den opgave må hun tage på sig med oprejst pande.

Og hun må gøre det godt, for listen over mænd, der gang på gang overvinder denne dødelige sygdom, er glædeligt forrygende lang. Sådan er verdens forunderlige symbioser så vigtige for vores overlevelse.

Ugens mirakel består i, at det er mig, der har fået svært progradierende DM i denne omgang, mens min kæreste blot har tørret sin røde næse og holdt hosten tilbage...alt imens han har pusslet omkring mig med et medlidende og forstående blik...

Jeg troede det ikke muligt!
Men må overgive mig til hans omsorg, og vide med mig selv, at den er det vigtigste våben i min kamp mod Den Dødelige Mandeinfluenza.