onsdag den 19. marts 2008

I sne står urt og busk i skjul

Og jeg har i et surrealistisk øjeblik set mig selv hænge på et stativ i Søstrene Grenes butik, stærkt amputeret, men dog alligevel mig...eller rettere, hvis alt kommer til alt, min fortolkning af en andens værk, nu yderligere modificeret og i postkort format.

Selvom det kan diskuteres hvor vellykket min collage gør sig som postkort, så er der dog ingen diskussion om, at det må være min mest offentligt tilgængelige optræden til dags dato. Min evne, hvad end den består i, er hermed blevet et produkt i forbrugssamfundet, og jeg kan ikke lade være med at håbe, at der er andre end mine nærmeste, der vil forbruge mig derud af. Desværre kan jeg jo ikke overvåge kundernes indkøb i samtlige Grenebutikker landet over, så hvordan virkeligheden tager imod, får jeg nok aldrig at vide.

(Derud over kan jeg fortælle, at der er et par nye værker i billedalbummet, og andre undervejs. Nu kan kreationerne også beses på maleribasen.dk.)

Jeg spreder lige så stille mine vinger, ryster lidt i fjerene, og ser, om vinden vil bære mig...jeg skal jo lære at flyve på et eller andet tidspunkt...og måske lander jeg blødt på en collage af gamle aviser og nye idéer.

Ingen kommentarer: